TANGNÅLEN
HVOR:
New York City, USA - 2018
SAMARBEJDE:
MVVA - Michael Van Valkenburgh Associates
KUNDE:
Hudsen River Park Trust
Kender du tangnålen? En besynderlig fisk, der er en blanding af en søhest og en ål, og som lever i det lave vand i Hudsonfloden i New York. Netop derfor er det en tangnål, der byder gæsterne velkommen på legepladsen i Chelsea Waterside Park ved bredden af den verdensberømte flod.
Legepladsen er designet, så den matcher parkens bakkede terræn. De forskellige højder går igen i pladsens elementer og giver legen stor værdi.
Med sine 35 meter slanger tangnålen sig ind og ud mellem de syv meter høje fortøjringsstolper.
KRAVL OP OG NED IND OG UD IGEN
TANGNÅLENS SNOEDE VEJE
Udgangspunktet for vores design af legepladsen er dyre- og plantelivet, der findes i vandet ud for Manhattan, og det fantasifyldte vandunivers skal inspirere børnene til at klatre, balancere, gynge og rutsje. Den charmerende tangnål, som giver legepladsen personlighed, snor sig ind og ud mellem fortøjringsstolper, som svarer til dem, man møder ved Hudsonflodens bredder. Legepladsens stolper er 7 meter høje, og fra toppen kan børnene tage en rutsjetur, der ender i sandkassen. Her kan især de mindste udforske de enorme østers, der gemmer på en perle. Høje tangplanter rundt omkring på pladsen indbyder børnene til at tage sig en klatretur.
HUSK AT KIGGE OP
Toppen af de høje stolper er prydet med en stålsilhuet, der leder tankerne hen på årerne i træ.
Tangnålen er bygget op af brædder, der sidder med store mellemrum. Det skaber et livligt mønster af lys i tangnålens indre og gør det lettere for forældre at være i kontakt med deres legende børn.
Over for tangnålen og for enden af rutsjebanen finder man et sandkasseareal, tiltænkt de mindre børn. Her kan de gå på perlejagt i de forvoksede østers.
Projektet er blevet til i samarbejde med MVVA Michael Van Valkenburgh Associates, som vi har arbejdet sammen med siden 2014.