VORES TILGANG
FOKUS PÅ DET KUNSTNERISKE UDTRYK
Med fokus på et kunstnerisk udtryk og design skaber MONSTRUM legepladser, der ikke kun lægger op til fysisk udfoldelse, men som også inspirerer børn til at bruge deres fantasi.
MONSTRUMs design er historiefortælling. Legepladserne skal naturligvis være et rum, hvor der er plads til, at børnene kan udfordre deres motoriske færdigheder, men for os er det lige så vigtigt, at legepladserne prikker til børnenes eventyrlyst.
MONSTRUMs letgenkendelige legepladser er mere end bare legepladser. De er skulpturer, og deres design er omhyggeligt tænkt ind i det landskab, de er en del af. Helt naturligt bliver de et landemærke, som folk taler om, og et sted hvor folk mødes, for helt ærligt: Hvorfor klatre i et almindeligt klatrenet, når man kan lege i en rumraket, en ubåd, en kæmpeedderkop eller en trojansk hest?
MØDESTEDER FOR BÅDE STORE OG SMÅ
Hos MONSTRUM har vi et team af dedikerede arkitekter med en passion for børnenes leg. Det betyder dog ikke, at legepladserne er forbeholdt de mindste, for vores legepladser skal være en social platform, hvor børn, teenagere, forældre og forbipasserende kan mødes.
MONSTRUMs legepladser er samlingspunkter i byerne, hvor folk på tværs af kulturer og aldre kan møde hinanden.
UDFORDRENDE OG INKLUDERENDE
En god legeplads bør inspirere børn til at bevæge sig. Gyngen og klatrerebet er klassiske elementer, som nærmest får det til at kilde i maven, hvis blot man ser på dem, men det er også elementer, hvor der oftest kun er én måde at lege med dem på.
Det, vi hos MONSTRUM mener, gør en legeplads fantastisk, er, at børn ikke kan nøjes med at bare at kigge på den. De bliver nødt til at udforske den. Der er et væld af muligheder, ruter og afkroge, der skal undersøges, hvor både deres motoriske evner og eventyrlyst bliver stimuleret.
En legeplads kan være en essentiel del af barndommen, hvor børn lærer at reflektere over og overkomme konkrete, fysiske udfordringer. Det er et sted, hvor børn møder nye venner og udvikler evnen til at være sammen med andre mennesker. Og mindst lige så vigtigt: De timer, børnene bruger på legepladsen med pulsen i vejret, er timer, de ikke bruger foran diverse skærme.
Ud over legepladsernes åbenlyse praktiske funktioner er de også blevet en værdifuld del af den moderne byplanlægning. Vi ønsker, at legepladserne skal tegne lokalområdet og være dér, folk mødes. De skal have en nærmest magnetisk kraft, så forældre, der går forbi, tænker: ”Wow! Hér har jeg lyst til at bruge tid med mit barn.”