Spööökitetsparken

Varberg, Sverige

Find legepladsen her

Et stort (u)hyggeligt spøgelseshus, tre flaksende flagermus og en mørk skov fyldt med spøgelser danner rammen om en dejligt farlig spøgelseslegeplads.

På legepladsen tårner det store spøgelseshus sig op. Døren står på klem, så alle modige børn kan snige sig ind og undersøge huset nærmere. Bagsiden af spøgelseshuset er en ruin, hvor man kan se direkte ind i den gamle hal. Trappen er der stadig og slutter på toppen af en balkon i tre meters højde, hvorfra der er udsigt over hele legepladsen. Bliver det hele pludselig lidt for uhyggeligt, kan man tage flugten ad rutsjebanen og hurtigt komme ned i sikkerhed. På den modsatte side af rutsjebanen kan man klatre op ad rebstiger og snige sig ind ad vinduet på balkonen. Overalt på væggene inde i huset er der portrætter af svenske konger og dronninger i guldrammer.

BAGOM

MONSTRUM har i samarbejde med designer Amalie Bo og David Gough, arkitekt ved Varbergs kommun, designet en spøgelseslegeplads i Societetsparken i Varberg.

Rundt om huset flakser tre store flagermus, men er de mon farlige? Frygtløse børn kan springe op på ryggen af en flagermus, men pas på! De bevæger sig, så man skal holde godt fast.

For at nå frem til det store spøgelseshus, må man først igennem den dystre skov, hvor der sker mærkelige ting og sager. Mellem de store krogede træer titter små, hvide spøgelser frem. Måske er det venlige spøgelser, men det er svært at sige med sikkerhed….

Træer og spøgelser er forbundet med reb og hængekøjer. Det danner en labyrint, hvor børn kan balancere, klatre, hænge, skjule sig og fange hinanden i en kæmpe ‘jorden er giftig’ leg på vej op mod spøgelseshuset.

Er du blevet interesseret i at høre mere?