Fiskeri- og Søfartsmuseet

Esbjerg, Danmark

Måske er der et stort søslag i gang. Måske er pirater i gang med at angribe handelsflåden. Scenen er sat, og kun legen afgør, hvad der i virkeligheden sker. Sandbankerne i gult gummi bølger gennem hele legepladsen og omkranser sammen med bådebroen det frådende hav. Dette giver stor tilgængelighed for kørestolsbrugere, samtidig med at det udfordrer børnenes kørefærdigheder. Sandbankerne er en sjov tur rundt med store og små bakker op og ned. Man skal holde tungen lige i munden for ikke at køre i vandet. Bådebroen ender ved fyrtårnet 2,8 meter over niveau og er 40 meter lang. Bådebroen er dimensioneret efter bygningsreglementets forskrifter for ramper i det offentlige rum samt efter standarden for legepladser. Dette giver bevægelseshandikappede mulighed for at komme hen til rutsjebanen ved Venedig-søjlerne. Rutsjebanen er høj og lang, men normalt stejl.

OM PROJEKTET

Målet med legepladsen er at give motorisk og sansemæssig udfordring til alle børn, der kommer til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Nogle elementer er meget vilde og svære at bevæge sig på, mens andre giver udfordring til børn med forskellige slags handikap. Fugleredegyngen, karrusellen, sandkassen, bådebroen og fyrpasserboligen er umiddelbart handikapvenlige, mens der også er adgang for mobile kørestolsbrugere til rutsjebanen på bådebroen og svævebanen. Legepladsen blev opført af MONSTRUM i to etaper.

På bådbroen er der desuden monteret en brandmandsstang og en stige. Fyrtårnet er kombineret med en fyrpasserbolig med et lille køkken. I fyrtårnet er der trapper op til et niveau i tre meter og videre opad. Fra fyrtårnets højeste dæk er der en dobbelt-ekspress-rutsjebane, der starter i ca. 4,5 meters højde og er meget stejl – indenfor standardens rammer. Den giver udfordring til de motorisk veludviklede børn. På skibene er alle flader skrå, så der kan klatres overalt. Ingen flader er kedelige. Skibene er forbundet med en redningsbåd, der kan trækkes frem og tilbage med et reb. Hastigheden er dæmpet af en fjeder i et lukket system, så der ikke bliver nogen klemfælder, hvor børnene kan komme til skade. På skibene er der desuden klatregreb og reb til at klatre på. Hvalhalen er beklædt med brædder og klatregreb og er den store klatremæssige udfordring på legepladsen.

Morten Hahn-Pedersen, direktør Fiskeri- og Søfartsmuseet:

“Fiskeri- & Søfartsmuseet har fået en legeplads, som ikke kun animerer vores mange gæster. Men også en legeplads, der udvikler børns fantasi.

Formidlingsmæssigt omsætter MONSTRUMs legeunivers netop det, der er et af Fiskeri- og Søfartsmuseets kernehistorier – nemlig leg og erkendelse. Når gæsterne har set vores søfartsudstilling, omsætter de det, de har hørt, til leg på vores maritime legeplads.
Det er indlæring på et både højt og sjovt plan.”

Oversiden af hvalhalen er det muligt for de fleste at bestige, mens undersiden er meget svær. Tømmerflåden er monteret på fjedre, der gør den til en slags vippe, hvor man kan mærke søgangen. Gyngen er en fugleredegynge med plads til mange børn på en gang, også handikappede af alle slags. Karrusellen er udformet som en stor kompasrose og er en kæmpe drejeskive, hvor alle børn kan ligge, løbe og stå. Hele legepladsen er forbundet med en balancebom, så børnene kan komme fra legeredskab til legeredskab uden at blive spist af hajer. I nærheden af spiseområdet lidt væk fra den store legeplads står skattekisten med guldbarrer på bunden og en lille rutsjeebane for de mindste. Her ligger også det lille tilsandede skib med sandkassesand.

Er du blevet interesseret i at høre mere?