Motorisk udfordring

En legeplads skal først og fremmest udfordre børnene motorisk

MONSTRUMs legepladser indrettes med en scenografi, som trækker børn ind på legepladsen og giver dem lyst til fysisk udfoldelse. Allerede ude på fortovet inspirerer synet af en raket, en mariehøne eller en blåhval til leg, og børnene mærker et dragende sus i maven længe før, de faktisk er kravlet op på en stejl rutsjebane eller sidder på en gynge i fuld fart.

De bedste legepladser har en klart afgrænset målgruppe af børn eller opdelte legeområder. I den ene ende har helt små børn brug for tryghed, nærhed til forældre og små udfordringer. I den anden ende har skolebørn brug for en legeplads med fart, sammenhæng og elementer, hvor de mindre børn ikke kan være med. Som f.eks. en høj hule, der er svær at komme op til.

Små børn bliver inspireret og drevet frem af at se på de større børns færdigheder og muligheder, og de større børn måler deres egne fremskridt i alle de små sejre, når de kommer højere, længere og hurtigere. Ind i mellem findes alle de klassiske legeelementer som gyngen, karrusellen, rutsjebanen og alt det andet, der er sjovt for alle – også de unge.

MONSTRUM laver desuden speciallegepladser til handicappede børn, hvilket kræver et indgående kendskab til de enkelte handicap. Det er i alle tilfælde en god idé at gøre legepladserne så tilgængelige som muligt og huske på, at der er en masse social leg på legepladsen, der ikke er fysisk.