Om Os

Fokus på kunstnerisk, designmæssig og arkitektonisk kvalitet

Vi skaber tematiske legepladser, der fascinerer og inspirerer både voksne og børn. Alle vores legeredskaber er håndlavede af træ på vores værksted i Hvidovre. Vores dygtige håndværkere og designere arbejder tæt sammen gennem hele processen, for at sikre at vores legepladser og legeredskaber bliver sjove, sikre og unikke.

Med baggrund i billedkunst og design laver vi legeredskaber, der ikke kun kan klatres på, rutsjes ned ad eller gynges i, men som kan sætte gang i legen ved at være et rum, hvor der er god plads til fantasien.

MONSTRUM tror på, at gode legepladser afspejler verden. Børn skal have lov til at opleve fare og mærke det sus i maven, som hører med, når man tager en chance og heldigvis lander godt på benene igen. Men den motoriske udfordring skal selvfølgelig foregå i sikre rammer.

Hvorfor lege på et klatrestativ, hvis man kan lege i en måneraket, en ubåd, et kæmpe sneglehus, et klovnehoved eller en trojansk hest?

OleChristian_900x250

SÅDAN OPSTOD IDEEN TIL MONSTRUM

MONSTRUM blev stiftet i 2003 af ildsjælene Ole Barslund Nielsen og Christian Jensen, som mødte hinanden i den danske teaterverden, hvor de sammen byggede scenografier. Ideen til firmaet opstod da den børnehave, hvor Oles femårige søn, Sixten Gustav, gik skulle bruge en ny legeplads. Ole kom med i en forældregruppe, der skulle vælge legeredskaber.

”Jeg kunne se, at jeg for det givne budget kunne lave noget, som mindede om teaterscenografi og gav bedre legemuligheder end de kendte koncepter for legepladser. Min kollega, designer Christian Jensen, hjalp med arbejdet, og det blev en rigtig fin legeplads som børnene og pædagogerne (og forældrene) blev meget glade for. Denne legeplads førte til, at vi sammen stiftede MONSTRUM,”

– Ole Barslund Nielsen.

Hos MONSTRUM er vi nu 41 byggere, designere og arkitekter på vores værksted i Hvidovre. Vi eksporterer legepladser til rigtig mange lande verden over, og vi er stolte af, at verden har fået øje på kvaliteten af vores legepladser.

PRISER OG NOMINERINGER

Stockholms bedste legeplads 2014, nomineret af børnene fra Långe Eriks Förskola
German Design Award 2014, nomineret
Smukt sted i København 2013, kåret af Københavns Kommune for Tårnlegepladsen i Fællesparken.
INDEX, design to improve life award 2013, nomineret
InnovationSTORM 2013, nomineret
Danish Design Award 2012, vinder
AOK, Byens Bedste Børneoplevelse, København 2012, vinder
Sveriges Arkitekters Planpris 2010, Malmö Stad vandt med bl.a. Spindel Lekplatsen.